Tag army butik

Jeg ville helt vildt gerne have camouflage shorts fra en army butik

Da jeg var yngre, var jeg på et tidspunkt vild med en fyr fra min parallelklasse, som hed Mikael. Mikael var en smart fyr, der altid gik i camouflage shorts, og jeg fik den idé, at jeg kunne fange hans interesse ved at klæde mig ligesom ham. Jeg fandt derfor en Army butik, som solgte camouflage shorts og andet armytøj.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Måske at jeg en dag ville troppe op i camouflage shorts fra army butikken, støde tilfældigt ind i Mikael og udbryde: “Nej, hvor sjovt! Har du OGSÅ camouflage shorts på i dag?”. Måske håbede jeg bare, at jeg ved at have samme stil som ham ville sende signalet om, at vi havde meget tilfælles.

Uanset årsagen befandt jeg mig i hvert fald en dag i en army butik. Her mødte jeg en meget imødekommende ekspedient. “Hvad kan jeg hjælpe med?”  – ”Ja, jeg skulle se på sådan nogle camouflage shorts”, sagde jeg. “Er det til en gave?” spurgte han. Jeg nikkede.

Jeg var lidt for flov til at afsløre, at tøjet – som jo mest var til drenge – i virkeligheden var til mig. Jeg påstod at det var til min lillebror, som var meget smal om livet. “Pudsigt nok har vi næsten de samme taljemål” påstod jeg og lo højt. Ekspedienten skjulte sin tvivl med et smil.

Det lykkedes mig faktisk at finde camouflage shorts shorts, som passede mig nogenlunde, og det så slet ikke dumt ud. Jeg sagde tak til ekspedienten, betalte for mine nye camouflage shorts og forlod army butikken opstemt af udsigterne til at starte en samtale med Mikael dagen efter.

Jeg tog mine camouflage shorts fra Army butikken på næste dag og tog i skolen – men ak! Mikael var ikke i skole den dag. Nå, jeg måtte prøve igen dagen efter. Og dagen efter. I en hel uge kom jeg i skole iført mine camouflage shorts, og hver dag var Mikael ikke til stede – det viste sig, at han var på ferie. Til gengæld havde andre medstuderende bemærket mit pludselige skambrug af camouflage shorts, og det var på tide at give dem en pause.

Det gik op for mig, at jeg måtte udvide min garderobe, så jeg ikke bare havde én tøjartikel. Jeg måtte altså tilbage til army butikken.

Det var den samme meget imødekommende ekspedient, der bød mig velkommen til army butikken. Og han kunne desværre genkende mig. Om min bror ikke var blevet glad for sine camouflage shorts? “Nej nej” forsikrede jeg ham, mens det gik op for mig, at jeg ikke kunne bruge samme historie som sidst. “Nej, ser du, årsagen til, at jeg er kommet tilbage til din army butik, er simpelthen, at jeg skal finde kostumer til et teaterstykke, som omhandler krig og sådan noget.” Ikke min bedste løgn nogensinde, men den virkede. Ekspedienten syntes, det var utroligt spændende og løb rundt i butikken og fandt alt fra bukser til skydebriller. Jeg så til, hvordan samlingen af tøjartikler fra army butikken voksede og forsøgte at ignorere tanken om prisen.

Da ekspedienten ikke kunne finde på mere at sælge eller rettere: da jeg ikke havde råd til mere, blev det tid til at betale. Ekspedienten tøvede lidt bag kassen. “Ved du hvad,” sagde han, “hvorfor sponsorerer vi ikke bare jeres forestilling?” Jeg så på ham. Så ville jeg ikke behøve at betale, så længe jeg huskede at nævne navnet på army butikken. “Og så må du selvfølgelig gerne lige sende et par billetter til premieren” sagde han. Jeg forsikrede ham om, at det skulle jeg nok.

På den måde lykkedes det at tømme army butikken og kun betale for camouflage shorts.  Til gengæld lykkedes det aldrig at score Mikael.

Copyright © AHK.dk
– en blog om alt og ingenting…