Mine heste-drømme blev knust, da jeg fik konstateret allergi

Jeg fik konstateret allergi over for såvel husdyr som pollen, da jeg var 6 år gammel. Jeg elskede dyr og havde været meget opsat på at få et kæledyr eller – hvis jeg var rigtig heldig – en hest en dag. Og jeg kan huske at sidde i bilen på vej hjem fra lægen og forsøge at forstå, hvad det betød, at jeg ikke kunne tåle hverken hest eller kat.

“Kan man ikke vokse fra det eller kurere det?” spurgte jeg min mor. “Det kan man med nogen former for allergi, men lige præcis disse to plejer man at have for livet.” Jeg var knust.

Jeg kommer fra en lille sydfynsk flække, hvor jeg lige som alle mine klassekammerater var meget interesseret i heste. Piger i klassen begyndte hurtigt at gå til ridning, og jeg kunne ikke være med. De få gange, jeg alligevel prøvede, blev jeg alt for syg.

I 3. klasse ændrede tingene sig lidt. Flere af mine veninder fik hest, og en af dem lærte mig at ride på sin hest. Vi fandt ud af, at min allergi ikke var særlig slem, så længe jeg var udendørs. Jeg kunne holde i cirka 2 timer, før jeg begyndte at nyse.

Faktisk begyndte jeg at ride ret ofte på veninders heste, og jeg nåede endda til det punkt, at jeg kunne tilride heste for folk.

I dag er min allergi ikke det store problem. Det er lang tid siden, jeg sidst har set en hest, og jeg kan kun mærke problemer, hvis jeg kommer hjem til folk med kat. Heldigvis for mig er det de færreste lejligheder i byen, hvor husdyr er tilladte, så jeg har kun ganske få problemer med min allergi.

Jeg håber ikke mine egne børn også får allergi, som jeg, men til gengæld ved jeg, at man godt kan finde en måde at leve med det på.

One single comment

  1. Torben Kristensen siger:

    Min datter har netop fået konstateret hundeallergi, hvilket har betydet, at vi måtte skille os af med hunden. Meget hårdt for både os og min datter.

Post a comment

Copyright © AHK.dk
– en blog om alt og ingenting…